Frank: Stor koncentration
Foto: Peter Hove Olesen/Polfoto
Superliga

Frank: Stor koncentration

Brøndby-træner Thomas Frank var tilfreds efter 2-0 sejr over tjekkiske Mlada Boleslav.

Revanche var i luften, da Brøndby IF åbnede Atlantic Cup med en duel mod tjekkiske Mlada Boleslav. Her leverede Superliga-klubben en god indsats, og sikrede sejren på 2-0 over mandskabet, der indtager fjerdepladsen i den bedste tjekkiske række. 

Brøndby IF fik med sejren revancheret 7-0 nederlaget til Hoffenheim forleden, og efterfølgende var det da også en tilfreds Thomas Frank, der gjorde status:

- Generelt set er jeg tilfreds med præstationen. Og jeg er særdeles tilfreds med, at vi præsterer fornuftigt på de tre fokusområder, vi har arbejdet intenst med, siger Thomas Frank til klubbens hjemmeside og fortsætter:

- Den defensive organisation fungerede upåklageligt. Der var stor koncentration i samtlige 90 minutter og stor aggressivitet i den enkelte pressituation. Over en hel kamp giver vi ikke en stor chance væk, så på den måde er jeg rigtig tilfreds. Vi skal dog arbejde lidt med at blive bedre til at gribe muligheden for at gå i det høje pres, fortæller Brøndby-træneren.

Brøndby IF åbner foråret i Superligaen med en udekamp mod de danske mestre fra AaB den 22. februar. Holdet er at finde på fjerdepladsen i Superligaen.