Frank: Tillidsbrud førte til stop
Polfoto/Jens Dresling
Superliga

Frank: Tillidsbrud førte til stop

Thomas Frank fortæller, at han efter et tillidsbrud har set sig nødsaget til at stoppe som cheftræner i Brøndby IF.

Thomas Frank forklarer til Brøndbys officielle hjemmeside, at det tillidsbrud, der er sket fra Jan Bech Andersens side har betydet, at han har set sig nødsaget til at opsige sin stilling som cheftræner i Brøndby IF.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at Jan og jeg har haft et til tider anstrengt forhold, og efter de sidste par dages heftige skriverier i pressen, havde Jan, Troels og jen en snak om samarbejdet. På baggrund af den snak har jeg valgt at stoppe samarbejdet qua det tillidsbrud, der sket. Det gør, at jeg ikke kan se mig selv fortsætte i rollen som cheftræner i Brøndby IF, siger Thomas Frank til Brondby.com

Den nu tidligere cheftræner i Brøndby IF fortæller videre, at han er meget ked af at stoppe i klubben.

- Jeg er meget ærgerlig over at sige farvel til mine kollegaer, som jeg har nydt samarbejdet med hver dag i medgang og modgang. TIl spillerne vil jeg sige tak for rejsen og den tid, vi har haft sammen. Jeg ønsker jer alt det bedste, og at I fortsat vil yde jeres bedste for klubben.

- Sidst, men ikke mindst vil jeg gerne takke alle klubbens fans, der er de mest dedikerede og opbakkende i landet, for den fantastiske støtte og opbakning, jeg har fået i min tid herude. Jeg har brændt for klubben fra den første dag, og i dag føles det næsten som at sige farvel til ens første kærlighed. Det vil følge mig resten af livet, afslutter Thomas Frank.

Thomas Frank blev ansat som cheftræner i Brøndby IF tilbage i juni 2013.