Frank: Vi kan udfordre Agger
Illustration
Superliga

Frank: Vi kan udfordre Agger

Thomas Frank mener ikke, at det bliver et problem at udfordre Daniel Agger trods et skifte fra Liverpool FC til Brøndby IF.

Premier League er skiftet ud med Superligaen og Anfield er skiftet ud med Brøndby Stadion for Daniel Agger. En stor profil kommer til Superligaen, efter Brøndby IF lørdag kunne offentliggøre en aftale frem til sommeren 2016. 

Trods overgangen fra Premier League-storklubben til den danske traditionsklub mener cheftræner Thomas Frank dog ikke, at Brøndby IF får problemer med at udfordre Daniel Agger:

- Det er jo klart, at Superligaen ikke kan måle sig med Liverpool og Premier League, men jeg tror sagtens, vi kan udfordre Agger her i Brøndby alligevel, siger Thomas Frank til Ekstra Bladet og understreger:

- Vi kan udfordre ham som leder. Han skal ind at tage ansvar og være en stor støtte for de unge spillere og løfte dem til et højere niveau, udtaler Brøndby-træneren. 

Næste opgave for Brøndby i Superligaen venter søndag aften, når FC Nordsjælland tager imod i Farum.