Frederik Holst: Næsten bedre end at køre dem over
Foto: Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images
Superliga

Frederik Holst: Næsten bedre end at køre dem over

Frederik Holst glæder sig over, at Brøndby IF lykkedes med at vinde i Haderslev, selvom ikke meget fungerede.

Brøndby IF kom flyvende ud, da holdet søndag aften gæstede Haderslev. Efter fem gode minutter blev det dog næsten SønderjyskE-dominans resten af opgøret, og det var da også hjemmeholdet, der tog føringen efter 19 minutter. To lynsvar fra Brøndby IF gjorde dog, at der fem minutter senere stod 1-2 på tavlen. 

Og selvom SønderjyskE pressede voldsomt på i den resterende del af kampen, var det en fed følelse for Brøndby-spillerne at gå fra banen. Det understreger Frederik Holst, der sætter stor værdi i søndagens sejr: 

- Det er næsten federe at vinde sådan en kamp, end det ville have været, hvis vi bare havde kørt dem over. De presser os meget, men vi står imod, og man kan måske godt sige, at vi er lidt heldige med at vinde, siger Holst til tipsbladet.dk.

Han glæder sig samtidig over, at FC København smed point i Farum tidligere søndag. Et resultat der slet ikke var nået frem i Brøndby-bussen: 

- Det havde jeg slet ikke hørt. Det er da godt. Det er ikke noget, vi fokuserer så meget på. Det handler for os om at samle så mange point som muligt, og så skal vi bevare vores andenplads i toppen. Men selvfølgelig er det da fedt at høre, at FC København ikke vinder, udtaler Holst. 

Brøndby IF møder FC Nordsjælland på hjemmebane i næste runde.