Frederik Rønnow foran klubskifte: Jo før, jo bedre
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Frederik Rønnow foran klubskifte: Jo før, jo bedre

Frederik Rønnow satser på at komme til udlandet, og Brøndby-keeperens agent understreger, at det hellere må blive i dag end i morgen.

Frederik Rønnow er en profil i Superligaen, og han er landsholdsspiller for Danmark. Det næste mål for den 24-årige Brøndby-keeper er et skifte til udlandet, og det arbejdes der på i kulissen.

Den tidligere AC Horsens-keeper har allerede været sat i forbindelse med flere klubber i Bundesligaen og i Belgien, og der er ingen tvivl om, at interessen for Rønnow er stor. Men foreløbig er han altså stadig at finde i Brøndby IF, og hans kontrakt løber til 2019.

Det giver de blå-gule overhånden, når der snart skal forhandles om en transfer.

- Brøndby IF har kontrakt med Frederik Rønnow, og dermed er det også dem, der kan bestemme, hvad der skal ske. Der er utrolig mange rygter om Frederik, men jeg kan ærligt sige, at der ikke har været noget konkret. Det kan du også spørge Brøndby om, siger Frederik Rønnows agent, John Sivebæk, til tipsbladet.dk.

Han understreger, at målmanden er helt klar til at forlade de blå-gule. Han venter bare på grønt lys.

- Planen har hele tiden været at skyde ham af sted, og det er stadig den forventning, vi har, men der er flere parter, der skal nå til enighed i sådan en sag. Der er lang tid tilbage af transfervinduet, men Frederiks udgangspunkt er selvfølgelig, at jo før, jo bedre. Det er altid en fordel at være med i opstarten i en ny klub, siger John Sivebæk.

Brøndby IF har denne sommer hentet den tyske målmand Benjamin Bellot, men han kan lige så nemt være tiltænkt som afløser for reserven Adam Larsen Kwarasey, der allerede har forladt Vestegnen.