
Det var en ærlig og skuffet Jesper Jørgensen, som efter kampen prøvede at analysere, hvad der var foregået på banen, og Esbjergs dårlige start på sæsonen. Tre nederlag, 0 point og en målscore på 1-8.
- Der er ingen grund til at skjule tingene, vi er i krise, siger Jesper Jørgensen ifølge sporten.dk
- Vi spiller jo ikke ringe, men vi giver alt for mange mål væk. Der er store usikkerheder ved standardsituationer. Det har vi tidligere været gode til at lukke af for. Men det er vel et billede af hele vores situation i øjeblikket, siger anføreren.
Jesper Jørgensen siger, at selvom holdet har prøvet det før, er det aldrig en situation, som er speciel sjov. Især er det de mange mål holdet indkasserer, som vækker bekymring hos midtbanespilleren.
Esbjerg tager lørdag imod FC Midtjylland.