Frustreret Kaminski: FCK brød løfte
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Frustreret Kaminski: FCK brød løfte

Thomas Kaminski fortæller, at hans tid i FC København frustrerede ham, og at de danske mestre brød et løfte om spilletid.

Den belgiske keeper Thomas Kaminski var i sidste sæson udlejet til FC København fra Anderlecht, men han fik flere splinter i bagdelen, end han fik jord på knæene i løbet af sin tid i den danske hovedstad. Kaminski spillede en stor rolle i DBU Pokalen, hvor FCK som bekendt strøg helt til tops, men i Superliga-sammenhæng stod han i skyggen af først Stephan Andersen og siden Robin Olsen.

Dermed forlod Thomas Kaminski FC København med minimalt sportsligt udbytte i rygsækken, og han lægger da heller ikke skjul på sin skuffelse over opholdet - og det faktum, at de danske mestre efter hans mening løb fra en aftale.

- Både i Cypern (Kaminski var i fjor udlejet til Anorthosis Famagusta, red.) og i Danmark var jeg alene uden mine venner. Det var ikke let, men jeg lærte en masse. Det var en frustrerende tid i Danmark. De første seks uger sad jeg på bænken uden at få en forklaring. Jeg blev ellers lovet noget andet, da jeg underskrev kontrakten. Det er en del af gamet, men derfor er det stadig vanskeligt, siger Thomas Kaminski ifølge Voetbalprimeur.

Thomas Kaminski tørner nu ud for KV Kortrijk.