Gaarde: Der vil blive kigget efter revner i samarbejdet
Foto: Paulo Duarte/Polfoto
Superliga

Gaarde: Der vil blive kigget efter revner i samarbejdet

AaB's sportsdirektør Allan Gaarde ved, at cheftræner Kent Nielsen vil blive gået efter i sømmene, fordi han forlader klubben til sommer. Men han er sikker på, at træneren kun fokuserer på sit job i AaB.

Til sommer forlader træner Kent Nielsen AaB, og når tiden i Aalborg er forbi, kan træneren se tilbage på en tid, hvor han startede med at redde klubben fra nedrykning, inden det i sidste sæson blev til et dansk mesterskab og en pokaltitel. Til sommer starter Kent Nielsen i sit nye job som OB-træner, og derfor kan hans arbejde dette forår meget vel blive gået efter i sømmene.

Det forventer i hvert fald sportsdirektør Allan Gaarde, der fortsat leder efter en erstatning, når Kent Nielsen tager til OB.

- Det er naturligt, at der vil blive kigget efter revner i samarbejdet. Alle vil sikkert også kigge efter, om spillerne pludselig kan finde på at svare igen, eller hvordan hjælpetræner Allan Kuhn reagerer, når Kent siger noget til ham, siger Allan Gaarde til Ritzau.

Allan Gaarde fortæller videre i interviewet, at AaB ikke er nærmere end cheftræner, men at der er holdt møder med en masse potentielle kandidater.

AaB spiller mandag aften i Alka Superligaen, hvor holdet er på en svær opgave ude mod Esbjerg.