Esbjerg har søndag eftermiddag forstærket truppen med et velkendt ansigt. Angriberen Njogu Demba-Nyrén vender nemlig tilbage til Vestjylland efter et mislykket ophold i engelske Notts County.
Angriberen stod uden kontrakt, så 1. divisionsklubben henter Demba-Nyrén ganske kvit og frit.
- Klubben står virkelig mit hjerte nær. Jeg kom til Esbjerg efter ikke at have fået ret megen spilletid i græske Panathinaikos, og det blev en vigtig periode, idet jeg fik gang i min karriere igen. Jeg befandt mig rigtig godt i klubben og byen, der minder lidt om Falun hjemme i Sverige. Siden jeg senest var i Esbjerg, er jeg blevet mere moden i mit spil og tager klogere beslutninger på banen, og det vil jeg gerne vise de mange unge spillere i truppen, siger Njogu Demba-Nyrén til Esbjergs officielle hjemmeside.
Også hos sportschef Viggo Jensen er der tilfredshed at spore.
- Demba-Nyrén har vel haft den bedste tid i sin karriere i EfB, og kan han leve op til, hvad han tidligere har præsteret i klubben, vil han klart kunne styrke os. Både akut, idet vi har flere skadede angribere, og på lidt længere sigt. På sine bedste dage er han svær at overgå med hans tekniske og fysiske færdigheder, og så er han en forstærkning for ethvert hold, siger Viggo Jensen.
Njogu Demba-Nyrén spillede i Esbjerg i årene 2005 til 2007, men siden da har han nået at repræsentere Brann, OB og Notts County. Succesen har dog været til at overse for den 32-årige gambianer, der skal forsøge at sparke nyt liv i karrieren under de velkendte vestjyske himmelstrøg.