Gent: Johansson-skifte bedst for alle parter
Foto: FC København
Superliga

Gent: Johansson-skifte bedst for alle parter

Det er bedst for alle parter, at Erik Johansson er skiftet til FC København, mener Gent-manager Michel Louwagie.

FC Københavns nye forsvarsspiller Erik Johansson blev forud for denne sæson hentet til Gent fra Malmö FF som belgiernes dyreste køb til dato, men mandag forlod han klubben igen som et gedigent flop og stemplede i stedet ind i FC København.

Og der er ikke meget, der tyder på, at Gent kommer til at savne den svenske landsholdsspiller, der kun opnåede lidt over 500 minutters spilletid i ligaen.

- For alle parter var et skifte den bedste løsning. Hvis man som Erik er 27 og ikke spiller fast, så er det den bedste løsning - især når han har et ønske om at komme med til EM, siger Gent-manager Michel Louwagie til Het Laatste Nieuws.

Erik Johansson træner med FC København første gang på tirsdag.