Video : Tipsbladet
Superliga

Glad Randers-træner: Nikola Djurdjic shinede

Olafur Kristjansson nød at se angriberen Nikola Djurdjic blomstre sammen med resten af holdet mod AGF.

Sæsonstarten har været frygtelig for Randers FC, men lørdag var der oprejsning til Superligaens sidsteplads, da det blev til en overbevisende 4-1-sejr over arvefjenderne fra AGF på udebane.

Der var mange ting at glæde sig over for Randers FC i opgøret, og en af dem var angriberen Nikola Djurdjic, der brillerede med både mål og assist. Serberen har været langt nede i en periode, og som man kunne se i programmet Superliga Backstage på Canal 9, er det kun få uger siden, han bankede på hos Randers-ledelsen og bad om at blive solgt. 

Det er glemt nu, og Randers-træner, Olafur Kristjansson, nød synet af Djurdjic mod AGF.

- Efter Helsingør-kampen var jeg ked af det og skuffet over, at jeg ikke formåede at få skabt rammer, hvor spillerne kunne shine. De shinede i kampen i lørdags hele banden, og der er ingen tvivl om, at en spiller som Niko (Nikola Djurdjic, red.), som har været under et voldsomt pres, og som har fået meget kritik, som jeg ikke altid har været enig i, i dén grad shinede i kampen. Han ved jo godt, at det er den belønning, han har jagtet, og derfor var det befriende, men der var mange, som spillede en kongekamp, siger Kristjansson til Randers Amtsavis.

Nikola Djurdjic har scoret to mål i 16 Superliga-kampe for Randers FC.