Glad Risgård: Jeg under Augo målet
Illustration
Superliga

Glad Risgård: Jeg under Augo målet

Thomas Augustinussen blev matchvinder for AaB torsdag aften, da klubben gik videre i DBU Pokalen. Ifølge Kasper Risgård var det fortjent, at "Augo" blev matchvinder.

De forsvarende mestre og pokalvindere fra AaB havde torsdag aften sit hyr med Vejle Boldklub fra NordicBet Ligaen, men til syvende og sidst blev det AaB, der trak sig sejrrigt ud af opgøret og dermed gik videre i DBU Pokalen.

Klubben har altså stadig muligheden for at forsvare pokaltitlen, efter Thomas Augustinussen i den forlængede spilletid scorede kampens eneste mål. Det holdt hårdt for AaB, men klubben kom fra Vejle med sejren, og ifølge midtbanespiller Kasper Risgård var det også fortjent, at Thomas Augustinussen blev matchvinder for klubben.

- Det var fandeme dejligt at se. Jeg under ham det rigtig meget. Han gjorde det rigtig godt, så det var dejligt for ham selv, men selvfølgelig også for os andre. Det eneste problem er, at han har scoret flere end mig nu, så det ærgrer jeg mig lidt over, sagde Risgård efter kampen til Nordjyske.

Den 29-årige Kasper Risgård spillede selv alle 120 minutter i kampen, det samme gjorde blandt andre Rasmus Thelander og Nicklas Helenius. Alle AaB-spillerne skal nu restituere, så de er klar til mandagskampen, hvor Silkeborg IF gæster Aalborg i Superligaen.