Video : Tipsbladet
Superliga

Godt nyt til Brøndbys Mensah: Kun ude i tre-fire uger

Det var frygtet, at Kevin Mensahs ene lunge kollapsede i pokalkampen mod Ledøje-Smørum, men der var tale om et bøjet ribben. Han slipper dermed med tre-fire ugers pause.

Onsdag aften blev Brøndby IF's Kevin Mensah kørt på sygehuset, da klubbens medicinske stab havde mistanke om, at en lunge var kollapset hos den tidligere Viborg- og Esbjerg-spiller. 

Nu er der dog godt nyt til Brøndby-spilleren. Hans lunge var ikke kollapset, men han døjede med det, som klubben kalder "et kraftigt bøjet ribben". Dermed slipper han med tre-fire ugers pause fra fodboldbanen. 

Brøndby vandt i øvrigt pokalkampen over Ledøje-Smørum Fodbold med 5-1 og gik dermed videre til fjerde runde af DBU Pokalen. 

Mensah har haft svært ved at tilspille sig en fast plads på Brøndbys hold i denne sæson. Han er startet inde i to Europa League-kvalifikationskampe og altså pokalopgøret mod Ledøje-Smørum, hvor han måtte udgå efter 51 minutter.

Nu sidder han altså ude i den kommende tid og går helt sikkert glip af søndagens kamp i Hobro. De to næste kampe mod SønderjyskE og Silkeborg IF ser også ud til at være uden for hans rækkevidde.