
Silkeborg hentede sidste sommer den tyske angriber Marvin Pouríe på en fri transfer i Schalke 04. Som ungdomsspiller var Marvin Pourié på samme Borussia Dortmund-hold som de nuværende stjerner Marco Reus og Mario Götze, og dem holder han stadig kontakt med.
- Den danske liga er en god liga. Niveauet er fint, men det er ikke alle i Tyskland, som tror på det. Når jeg snakker med venner fra Tyskland, for eksempel Marco Reus og Mario Götze, så spørger de: Hvorfor tog du til Danmark? Du havde nogle muligheder for at komme til en 2. Bundesliga-klub og kunne have taget vejen der i gennem! Men jeg sagde til dem begge: Jeg vil spille i den bedste række. Det er min ambition. Jeg har allerede spillet 2. Bundesliga, siger Marvin Pourié i et interview med Tipsbladet.
Efter at være blevet siet fra i Dortmund - ligesom Marco Reus i øvrigt blev - tog Marvin Pourié videre til Liverpool, hvor han med mere tålmodighed efter eget udsagn måske kunne have spillet i dag. Istedet fik han i 2009 et tilbud fra Schalke 04, men tiden i Schalke bød på udlejninger til 2. Bundesliga-klubberne 1860 München og TuS Koblenz, inden han blev fritstillet.
- Jeg havde ikke tålmodigheden, men den har jeg lært nu, og ved du hvem der har lært mig den? Troels Bech. Troels sagde til mig, at jeg skal være tålmodig. Hvis du ikke er tålmodig, klarer du det aldrig. Troels og jeg har ofte diskussioner om fodbold. Det har taget mig noget tid, men nu forstår jeg det.
- Mario Götze og Marco Reus siger det også til mig: Du er en god fodboldspiller. Du har det hele. Men tag dig din tid. Det er det, jeg gør nu. Det er nok fint, at det tager mig lidt længere nu, siger Marvin Pourié, som nu vil bruge foråret på at score masser af mål for Silkeborg.
Foreløbig er det blevet til et Superligamål, men hele fem i pokalturneringen.
Læs mere: Marvin Pouríe har masser af selvtillid, tysk vindermentalitet og en forkærlighed for den teknisk betonede danske fodbold. Det og mere fortæller han om i interviewet med Tipsbladet, som er på gaden nu.