Superliga

Goodson kan gå gratis til Tyrkiet

Clarence Goodson er i søgelyset hos tyrkiske Orduspor, og Brøndby er parat til at lade anføreren gå gratis.

Der er uro i Brøndby i disse dage, hvor klubbens spillere forhandler med ledelsen om en mulig lønnedgang som led i en redningsaktion i forhold til den trængte økonomi.

Men muligvis er nogle af spillerne slet ikke i Brøndby, når vinterens transfervindue lukker. Midtbaneprofilen Mikkel Thygesen er i søgelyset hos udenlandske klubber, mens anfører Clarence Goodson synes på vej til et skifte til tyrkisk fodbold.

Onsdag refererede tipsbladet.dk, at Clarence Goodson er i søgelyset hos den tyrkiske midterklub Orduspor, og i dag torsdag skriver BT så, at forsvarsspilleren vil få let ved at skifte til klubben.

Ifølge avisen har Brøndby således givet Clarence Goodson lov til at finde en klub gratis. Brøndby forventer ikke nogen overgangssum, og derfor kan Clarence Goodson skifte kvit og frit til en ny klub.

Den tyrkiske klub Orduspor har allerede været i dialog med Goodsons repræsentanter, men parterne er endnu ikke enige om en aftale.

Tipsbladet.dk har tidligere forsøgt at få en kommentar fra Orduspor, men det er i skrivende stund ikke lykkedes.