Goodson misser sæsonstart: Skal til Gold Cup
Illustration
Superliga

Goodson misser sæsonstart: Skal til Gold Cup

Clarence Goodson har bruge store dele af sommeren på at være i træningslejr med USA's landshold op til VM-kvalifikationskampene. Nu er han udtaget til GOld Cup og misser Superliga-starten.

Hvis Brøndbys nye træner Thomas Frank havde tænkt sig igen at gøre Clarence Goodson til stamspiller, kan han godt begynde at finde andre løsninger. Amerikaneren vil nemlig ikke være til rådighed i de første to kampe, da han er blevet udtaget til USA's landshold, der skal forsøge at fravriste Mexico Gold Cup-titlen, som de har vundet ved finalesejr over netop USA ved de seneste to slutrunder i 2009 og 2011.

Brøndbys første to kampe i sæsonen er den 21. juli mod FC Vestsjælland og den 28. juli mod SønderjyskE - samme dag som Gold Cup-finalen spilles. En finale USA har nået ved fem af de seneste seks slutrunder. Skal Goodson have fri efter turneringen, kan han meget vel også misse kamp tre og fire mod Esbjerg og Viborg i starten af august.

Clarence Goodson har i øvrigt ikke været til stede i Brøndby ved de første træninger forud for den nye sæson, idet han har deltaget i VM-kvalifikationskampe med selvsamme amerikanske landshold tidligere på sommeren og dermed fået forlænget sin ferie.

Ud over Goodson er også den tidligere FC Nordsjælland-spiller Michael Parkhurst med på holdet. Det samme er Joshua Gatt og Mix Diskerud, der slår deres folder i henholdsvis Molde og Rosenborg.

USA er i pulje med Costa Rica, Belize og Cuba. Costa Rica har hverken FC Københavns Christian Bolaños eller FC Nordsjællands Francisco Calvo med i truppen til turneringen.