Superliga

Graulund: Kroppen er ramt

AGF-veteranen døjer med skavanker men vil slide sig tilbage til startopstillingen.

AGF's angriber Peter Graulund har i denne sæson kun været med fra start i en enkelt af sæsonens seks spillede kampe (EL-kampe inkl.), men det er ikke fordi gnisten ikke længere er der hos den 35-årige målræv. Det er fysikken, der driller.

- Kroppen har lidt småproblemer. Allerede i en træningskamp mod Vejle inde sæsonen fik jeg en overstrækning i det ene knæ, og det har resulteret i forskellige mindre problemer, siger Peter Graulund til tipsbladet.dk.

- Siden har det sat sig lidt i låret, så lidt i en ankel og på grund af det hele har jeg så også spændt lidt for meget op, når jeg spiller, hvilket har givet problemer i nakken, hvor jeg jo tidligere har haft en diskosprolaps,. så der har været forskellige ting af tage sig af, og kroppen er lidt ramt.

Angriberen kom slet ikke på banen senest mod Brøndby men har ellers haft en rolle som indskifter mod kampenes slutning. Men det er ikke fordi, rollen som indskifter er noget Peter Graulund vil vende sig til.

- Det er helt fint lige nu, men på sigt vil jeg selvfølgelig spille alle de kampe jeg kan fra start. Men som det er lige nu, er det i fuld overensstemmelse med træneren, at jeg starter ude, siger han.

AGF møder søndag FC København på udebane - en kamp, der bliver uden Graulund i AGF-startopstillingen.

- Den bliver jeg ikke klar til at spille fra start, men overordnet set går det hele tiden frem ad, så jeg håber snart at være tilbage for fuld styrke, siger angriberen.

AGF ligger efter sejren over Brøndby i den seneste spillerunde nummer syv i tabellen med fem point.