Gravgaard: Folk taler mod bedre vidende
Superliga

Gravgaard: Folk taler mod bedre vidende

Randers-direktør Michael Gravgaard fastslår, at klubbens hænder er temmelig bundet i sagen om Jonas Borring og Christian Keller.

Randers FC har haft en forfærdelig uge med en splittet spillertrup, efter det er kommet frem, at Christian Keller har hapset Jonas Borrings kone. Det har fået Borring til at nægte at spille sammen med Keller igen, og angiveligt er han i noget nær bad standing i Randers-truppen, hvor han også er blevet frataget hvervet som anfører.

Dermed har kronjyderne en masse problemer, der skal løses, men det er ikke så lige til for Randers FC, der ellers har noteret sig, at mange har "kloget" sig på situationen i ugens løb.

- Isoleret set - og sagt med et glimt i øjet - så er vi da glade for alle de forskellige input, vi får, men vi kan ikke bruge dem til en hujende fis. Folk taler mod bedre vidende. Vi bilder os selv ind, at vi er en yderst kompetent ledelse, og vi har været i dialog med Spillerforeningen. Hvilke muligheder har vi i det her scenarie? Og får at slå det fast én gang for alle - man kan ikke sætte spiller til at træne for sig selv, man kan ikke fyre en spiller på baggrund af det her, og vi kan ikke sætte en spiller til at træne med en anden trup, for vi har ikke de vilkår i Randers FC, siger direktør Michael Gravgaard og fortsætter:

- Derfor er det her simpelthen noget, vi er nødt til at løse på en anden måde. Næste skridt, er at vi simpelthen har brug for noget tid, og noget plads og noget rum, som gavner Randers FC. For det er det, der er min opgave. Men jeg vil gerne understrege igen, at dem, der har så travlt med at fortælle os, hvad vi burde gøre, de skal altså sætte sig ind i reglerne, inden de udtaler sig.

Christian Keller har hele tiden stået fast på, at han har en fremtid i Randers, og klubben er ude af stand til at fyre ham.

- Vi kan ikke gå ind og fyre en spiller, og klubberne - i al almindelighed - har tabt rigeligt med sager til Spillerforeningen, og det bliver fandeme ikke på min vagt, at vi gør den samme fejl i Randers FC. Det her er en situation, vi som klub er uforskyldt i, og en situation, som vi ikke er herre over, men vi er nødt til at løse den indenfor de rammer, vi har. Vi har nogle kontrakter med spillerne, som de skal acceptere, men omvendt skal vi som arbejdsgiver også respektere deres rettigheder. Og det gælder både for Jonas Borring og Christian Keller, fastslår Michael Gravgaard og slutter:

- Det er jo ikke fordi, at jeg med et menneskeligt ansigt ikke kan se, at det her er dybt problematisk, men ud fra et ledelsesmæssigt synspunkt er vi simpelthen nødt til at bede omverdenen om at forstå, at det her ikke kan løses med et fingerknips.

Randers FC - uden Jonas Borring og Christian Keller - tabte søndag 0-1 til Brøndby.