Superliga

Hård start for Rajko

Lyngbys nye angriber har spillet sin første halvleg i den blå trøje, men det endte med et nederlag til Landskrona.

Tre måneder.

Så lang tid er der gået siden Rajko Lekic sidst var i fodboldkamp. Dengang i oktober var det for New England Revolution, i dag var det for Lyngby i en træningskamp mod Landskrona BOIS på kunstgræsset i Virum, og det var en hård omgang for angriberen, der ikke havde meget held med sine aktioner i de første 45 minutter, som det blev til.

- Nej, den sad der ikke i dag. Jeg kunne godt mærke, at det var et stykke tid siden. Det er ellers gået fint til træning, men jeg var også syg i går, så jeg følte mig noget afkræftet. Men uanset hvad var det godt at få min første kamp i den blå trøje, sagde Rajko Lekic til tipsbladet.dk efter træningskampen.

Den endte med et 0-2 nederlag til Superettan-mandskabet lige ovre på den anden side af Øresund, selv om Lyngby uden midtbaneduoen Morten Bertolt/Martin Bergvold lukkede stærkt og pressede godt på.

Fra kampen bemærkede man i øvrigt også, at Lyngby kan få en rigtig stærk venstreside med Thomas Rasmussen og Emil Larsen, mens Bajram Fetai spillede en offensiv midt lige bag Rajko Lekic, så der skulle også være mulighed for, at de to gamle 93'ere får opbygget det Superliga-samarbejde, som de længe har snakket om.