Har scoret nul Randers-mål: Mit venstreben er udmærket
Superliga

Har scoret nul Randers-mål: Mit venstreben er udmærket

Johnny Thomsen kalder tiden i Randers FC for den bedste i hans karriere - men han ærgrer sig over, at han endnu ikke har scoret for kronjyderne.

Johnny Thomsen forlængede fornylig sin kontrakt med Randers FC, således de to parter har papir på hinanden frem til sommeren 2017. Og det glæder den skaldede højreback, der i sidste uge spillede sin kamp nummer 100 for de kronjyske heste.

Han har nydt hvert et minut af de tre-et-halvt år, han har tørnet ud for Randers FC.

- Min tid i Randers har været den bedste tid i min fodboldkarriere. Jeg kan godt lide følelsen af at have været i en klub længe nok til at have været med til at bygge noget op, og det føler bestemt, jeg har nået her. Vi er gået fra at være et hold, der udelukkende spillede på omstillinger til at være et af de hold med flest pasninger. Jeg synes også selv, jeg har udviklet mig, og så kunne jeg jo håbe på, at det på et tidspunkt også kommer så vidt, at jeg får hul på bylden og i hvert fald scoret et enkelt mål i Randers FC-trøjen, siger Johnny Thomsen til Randers Amts Avis.

Højrebacken har scoret tre mål i Superligaen, men alle som SønderjyskE-spiller. Og det er noget, han tænker over fra tid til anden.

- Selvfølgelig vil jeg gerne score flere mål, men det er bestemt ikke noget, der fylder meget for mig. For mig handler det primært om at komme frem til indlæg og på den måde få nogle assists på kontoen. Men jeg har jo egentlig et udmærket venstreben, så et af udviklingspunkterne for mig, bliver også at bringe mig i lidt flere afslutningssituationer, siger han.

Foruden SønderjyskE og Randers FC har Johnny Thomsen også tørnet ud for FC København.