Superliga

Hassan glipper også OB-kamp

FC Midtjylland må også undvære Rilwan Hassan til fredagens kamp mod OB. Flere offensive profiler er ude.

Når FC Midtjylland i morgen møder OB på stadion i Odense, bliver det uden flere af klubbens offensive profiler.

Som tipsbladet.dk kunne fortælle forleden dag, er Tim Janssen ude med en skade i minimum 14 dage, men også nigerianeren Rilwan Hassan glipper kampen mod OB. Offensivspilleren var med i FC Midtjyllands seneste kamp mod Randers, men døjer med problemer i sit ene baglår og er derfor ukampdygtig.

Træner Glen Riddersholm er dog fortrøstningsfuld før kampen mod OB.

- Vi er selvfølgelig lidt plaget af forskellige skader, som man også kan se på den trup, der er udtaget, og det gør, at vi er nødt til ændre lidt på forskellige ting. Men vi har haft et par gode træninger, og jeg er meget fortrøstningsfuld. Holdet virker klar og frisk til at tage til Odense for erobre tre point, og det er det, vi kommer der for, siger Riddersholm til klubbens hjemmeside.

Kampen mellem OB og FC Midtjylland spilles fredag aften klokken 18.30 i Odense.