HB Køge ærgrer sig over Rochester-salg
Foto: Lars Rønbøg/GettyImages
Superliga

HB Køge ærgrer sig over Rochester-salg

Marc Rochester Sørensen blev onsdag præsenteret som ny spiller i Silkeborg. Superligaklubben har købt den nuværende HB Køge-topscorer fri af sin kontrakt i NordicBet Liga-klubben et år før udløb.

Og selvom HB Køges sportschef Per Rud mener, at timingen var rigtig, så ægrer han sig stadig over at slippe profilen.

- Vi er naturligvis kede af at skulle sige farvel til Marc efter denne sæson, for han har været - og er stadig - en vigtig spiller for os, men omvendt har vi fundet det naturligt at sælge ham nu - et år før kontraktudløb. Selvom der vel aldrig findes et godt tidspunkt at sælge sin topscorer, så er vi alligevel glade for at det falder på plads allerede nu. Det giver os god tid til at agere i det kommende transfervindue fremfor hvis handlen først var gået i orden i sidste øjeblik, siger Per Rud til HB Køges hjemmeside.

Marc Rochester Sørensen kom til HB Køge som ungdomsspiller. I 2013 blev han kåret som Årets Spiller i klubben, hvorefter han spillede to år i FC Vestsjælland. Sidste år vendte han så hjem til barndomsklubben, hvor han i den nuværende sæson har scoret syv mål.