Video : Tipsbladet
Superliga

Helenius efter søndagens sejr: Min bedste kamp for OB i Superligaen

Angriber Nicklas Helenius er kisteglad oven på sejren over Randers FC på hjemmebanen for OB.

For fire dage siden scorede Nicklas Helenius sit første mål for OB nogensinde. Det skete i pokalkampen mod Fremad Amager, og søndag kunne angriberen endnu engang glæde sig over et mål.

Denne gang faldt scoringen i en Superliga-kamp, og det er til stor glæde for angriberen.

- Det var en forløsning, og det er utrolig dejligt. Jeg fik vist fans, holdkammerater og træneren at jeg også kan lave mål i Superligaen. Vi spillede rigtig flot i dag, og ligesom mod Amager spillede vi meget direkte i dag, og det klæder vores spil. Personligt må jeg også sige, at kampen i dag er min bedste kamp i Alka Superligaen for striberne, men seneste optræden mod Amager er jeg også godt tilfreds med – så det ser godt ud lige nu, fortæller Nicklas Helenius til klubbens hjemmeside.

Ti minutter inde i anden halvleg fik OB-spilleren muligheden for at bringe hjemmeholdet i front med 2-0. En chance, som Nicklas Helenius tog uden tøven.

Ryan Johnson Laursen gjorde det til 3-0, før Nikola Djurdjic reducerede til 3-1 i slutminutterne. Jacob Laursen stod for OB's mål i første halvleg.

Dermed placerer OB sig i midten af tabellen på en syvendeplads, før mandskabet lørdag møder Hobro på udebane.