Helenius regner med hurtig afgørelse om fremtiden
Superliga

Helenius regner med hurtig afgørelse om fremtiden

Nicklas Helenius' lejekontrakt med AaB udløb i nat, men angriberen håber på at kunne fortsætte i AaB-trøjen.

Egentlig er han Aston Villa-spiller nu. Nicklas Helenius' lejekontrakt med AaB udløb nemlig ved midnatstid, og dermed burde han faktisk være tilbage i England. 

Men Nicklas Helenius har ikke lagt skjul på, at hans førsteprioritet er at blive i AaB efter sit mislykkede første ophold i Aston Villa. 

- Det er det også stadig. Ellers ville jeg heller ikke rende rundt i Aalborg og træne med endnu.

- Jeg vil helst ikke kommentere så meget på det lige nu, men jeg regner da med, at der snart kan meldes noget ud, siger angriberen til nordjyske.dk.

Lidt mere meddelsom er hans nye træner Lars Søndergaard, som forventer, at Helenius fortsat deltager ved onsdagens træning.

- Det er jeg ret sikker på, at han gør. Der kommer selvfølgelig nogle forsikringsmæssige ting i spil, hvis der ikke foreligger en aftale om, at han er AaB-spiller. Men mon ikke han dukker op og kigger på alligevel, siger træneren til avisen.