Video : Tipsbladet
Superliga

Helsingør-boss langer ud efter hidsige Brøndby-fans

FC Helsingør har oplevet problemer med en række Brøndby-fans forud for opgøret den 22. oktober.

Den 22. oktober tørner FC Helsingør og Brøndby IF sammen i Superligaen, og billetterne til udebaneafsnittet, hvor der er plads til 1.500, er blevet revet væk. Hvad der ligner en positiv historie har dog fået en negativ klang over sig.

FC Helsingør-sponsoren NordicBet har sikret sig en del af billetterne til udebaneafsnittet, som man kun kan få fingre i ved at oprette en bruger hos bookmakeren, og derfor er det knap så mange, der har været sat i løssalg. FC Helsingør har oplevet, at Brøndby-supportere på sociale medier opfordrer hinanden til at købe billetter til hjemmebaneafsnittet, så der kan komme endnu flere blå-gule fans på det lille, intime stadion i Helsingør. 

Det er naturligvis ikke hensigtsmæssigt og noget, der irriterer FC Helsingør.

- Det ærgrer mig, at det der kan blive FC Helsingørs største kamp nogensinde, skal skæmmes af den kampagne der kører mod os på de sociale medier lige nu. Vi indgik op til sæsonstart en aftale med NordicBet om vores hovedsponsorat, som har været vitalt for, at klubben har kunnet etablere de faciliteter, som vi har, deriblandt udebaneafsnittet, siger direktør Janus Kyhl i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Vi må indrømme, at den massive kritik til denne kamp er kommet bag på os. Fra fansene fra de andre klubber, vi har haft på besøg, deriblandt FC København, har vi modtaget ros både for afviklingen af kampene, og faktisk også specifikt for NordicBets kampagne, som især mange fra FCK og AGF har benyttet sig af.

- Der, hvor jeg for alvor står af, er, når vi fra en stor håndfuld Brøndby-”fans” har modtaget mails, telefonopkald og beskeder på de sociale medier, der truer os med, at man vil købe billetter til hjemmebaneafsnittene og, jeg citerer: ”ødelægge kampen”, ”få hooligans ind på hjemmetribunen” og andre trusler i den dur. Jeg er ærligt talt rystet over, hvad nogle mennesker kan hidse sig op til, når de ikke får deres vilje.

- Jeg kan kun understrege, at alle, der dukker op i hjemmebaneindgangen i Brøndbytøj, eller aktivt hepper på Brøndby fra hjemmebanetribunerne, vil blive bortvist. Det er en totalt uacceptabel opførsel at man, fordi man ikke har købt billet i tide, går over til at true mig og mine medarbejdere med repressalier i forbindelse med kampen, uanset hvad man så måtte mene om vores sponsoraftaler.

Opgøret spilles søndag den 22. oktober klokken 16.00