Helsingør erkender: Der var nogle børnesygdomme ved afviklingen
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Helsingør erkender: Der var nogle børnesygdomme ved afviklingen

FC Helsingør arbejder stenhårdt på at blive helt klar til Superliga-fodbold, og klubben erkender, at ikke alt forløb efter Superliga-standarder i hjemmebane-premieren mod OB mandag aften.

De har været i kapløb med tiden, og selv om FC Helsingør vandt kapløbet i kampen om at få Helsingør Stadion klar, er der flere løse ender, der nu skal samles op på.

Mandag var første hjemmebanekamp i Superligaen for FC Helsingør, og flere ting skal der af gode grunde styr på. Udebaneafsnittet er ikke optimalt endnu, og klubben erkender da også, at der er plads til forbedringer.

- Der var nogle børnesygdomme ved afviklingen af kampen. Blandt andet fik vi ikke folk hurtigt nok ind på stadion. Det har vi fået noget kritik for, og den står vi på mål for. Vi lytter til kritikken, men vi er samtidig også blevet mødt af en masse glade mennesker og en stor forståelse for, at vi kun har haft seks uger til at forberede os, siger direktør Janus Kyhl til Helsingør Dagblad.

Helsingør havde besøg af 3.984 tilskuere, og der opstod køer ved indgangen - blandt andet fordi klubbens nye billetsystem heller ikke var klar.

De 3.984 tilskuere er stadionrekord, så der er i Helsingør opbakning til byens hold. Nu gælder det så om at få styr på det sidste, og klubben har også fokus på at sikre, at folk næste gang kommer hurtigere ind på stadion.

- Det var vores helt store udfordring i mandags, at vi ikke fik folk ekspederet hurtigt nok ind på stadion. Den opgave fik vi ikke løst godt nok, og det var ærgerligt. Vi gik allerede tirsdag morgen i gang med at se på, hvordan vi kan geare op til næste hjemmekamp mod FC Midtjylland, siger han.

Det endte dog med et nederlag på 0-2 til OB, så klubben har fortsat de første Superliga-point til gode.