Video : Tipsbladet
Superliga

Helsingør-træner tror på point mod svingende OB

OB svinger så meget i niveau, at FC Helsingør har en reel chance for at få klubbens første Superliga-point, når de to hold mødes i aften, forudser Christian Lønstrup.

Det ene øjeblik kan OB være helt til hundene, det næste kan de spille mesterligt. 

FC Helsingørs cheftræner, Christian Lønstrup, ser store svingninger, når han ser sit holds kommende modstander spille. Og netop de store udfald er vigtige i Lønstrups vurdering af OB, som Helsingør møder mandag aften. 

Her tror succestræneren, at hans hold har udmærkede chancer for at vinde eller få uafgjort på hjemmebane og dermed sætte de første Superliga-point ind på kontoen i klubbens historie.

- OB er meget svingende i det, jeg har set. De kan være helt på månen, og så kan de kort efter være helt fantastiske. Det er en svær størrelse at blive klog på, men mit indtryk er, at vi kan spille op med OB og få point mod dem, men det siger sig selv, at vi skal undgå de store fejl, for de straffes stort set hver gang i Superligaen, siger Christian Lønstrup til Helsingør Dagblad.

Lønstrup kan glæde sig over at have profilen Mads Aaquist tilbage fra sin baglårsskade, omend det endnu er usikkert, om den tidligere FC København-midtbanemand starter ind. Til gengæld har Jonas Henriksen så store problemer med lysken, at han sidder ude.

Uanset om Lønstrups point-tro bliver virkeliggjort eller ej, skriver Helsingør klubhistorie mandag aften. Det er således klubbens første hjemmekamp i Superligaen, efter det gamle stadion med nød og næppe er blev klar til landets bedste række

Der er kickoff klokken 19.