Helsingør-træner vil have hjemmesejr: Forventer tsunami i Viborg
Superliga

Helsingør-træner vil have hjemmesejr: Forventer tsunami i Viborg

Hvis FC Helsingør skal forbi Viborg FF, skal holdet have et godt resultat på hjemmebane, for returkampen i Viborg bliver svær, forudser cheftræner Christian Lønstrup.

Når ugen er omme, kan virkeligheden for FC Helsingør se ganske anderledes ud. Hvis holdet slår Viborg FF over de to playoffkampe om en plads i Superligaen, kan cheftræner Christian Lønstrup og co. se frem til et nyt kapitel i klubbens historie.

Men det bliver ikke sådan lige at overvinde et erfarent Superliga-mandskab som Viborgs, mener Lønstrup. Han forudser, at holdet har brug for et godt udgangspunkt efter hjemmekampen i morgen, for returen på søndag bliver svær.

- Udgangspunktet skal være godt. Det skal være rigtig godt. Vi kommer til at møde noget, der minder om en tsunami derovre, så hvis vi kommer derover med et nederlag eller uafgjort, så bliver det en kæmpe udfordring, siger Helsingør-træneren til Ritzau.

Det er kun to år, siden FC Helsingør rykkede op i 1. division, så holdets blotte tilstedeværelse i playoffkampene er overraskende. Lønstrup forventer da også, at Viborg som udgangspunkt er vant til et højere niveau og tempo, men lige præcis de to kampe med så meget på spil kan udligne den forskel.

- De kommer jo umiddelbart med et niveau, som er højere end vores, men hvis vi rammer dagen, så er der muligheder. Jeg tror i hvert fald ikke, vi bliver til grin, siger Lønstrup.

Der er kickoff i det første opgør onsdag klokken 20.