Helsingørs Holm: Vi kunne godt have fået noget med fra Farum
Foto: Getty Images
Superliga

Helsingørs Holm: Vi kunne godt have fået noget med fra Farum

Helsingørs Andreas Holm var efter kampen ærgerlig over, at det ikke lykkedes for oprykkerne at hente point mod Superliga-duksene fra FCN.

FC Helsingør var mandag aften på besøg i Farum, hvor det blev til et nederlag på 0-1 til Superligaens førerhold FC Nordsjælland. Efter kampen kunne Helsingørs Andreas Holm dog godt have set, at Helsingør havde fået et point med fra kampen, hvor de særligt til allersidst var tæt på at score på et indirekte frispark.

Det fortalte han umiddelbart efter kampen i et interview med TV3 Sport 1.

- Jeg er ærgerlig over, at vi ikke får noget med herfra. Jeg synes ikke, at der skal så meget til for at vi kan tage et eller andet med. Lidt ligesom jeg sagde efter første halvleg, så er det vores fejl, de bliver farlige på. De får også nogle omstillinger i anden halvleg, hvor vi satser lidt mere. Men jeg synes godt, at vi kunne have fået noget med, hvis vi havde været lidt skarpere, siger Andreas Holm. 

Han forklarer dertil, hvad oprykkerne netop manglede for at komme frem til det mål, som kunne have givet dem ét point med fra kampen.

- Nordsjælland er dygtige til at stå imod, og de er rolige. Man skal have masser af tålmodighed, når man spiller mod dem for ikke at blive frusteret. Vi mangler nok bare den sidste skarphed og de sidste løsninger, siger Helsingør-forsvareren. 

Med nederlaget er Helsingørs oprykkere på 11. pladsen med seks point, og de kan i næste runde se frem til et bundbrag mod Randers.