Superliga

Henrik Jensen ny træner i Frem

Den tidligere Brøndby IF-træner, Henrik Jensen, har indgået en toårig aftale med BK Frem.

Henrik Jensen har fundet sin nye arbejdsgiver, og det bliver ganske som forventet 2. divisionsholdet BK Frem, som får glæde af trænerens kvaliteter. Klubben har netop offentliggjort på deres hjemmeside, at den tidligere Brøndby IF-træner skal stå i spidsen for Valby-klubben.

Jensen, der har været uden trænerjob siden fyringen i Brøndby i efteråret, glæder sig til at hjælpe Frem på ret køl igen, og han er meget glad for aftalen, som gælder for to år.

- Frem passer glimrende til mit ambitionsniveau. Jeg har stadig masser af mål som træner, men har også brug for at komme lidt væk fra rampelyset, siger Jensen til klubbens hjemmeside og fortsætter:

- Derfor tøvede jeg heller ikke, da tilbuddet kom. Jeg fornemmer, at bestyrelsen har den fornødne tålmodighed og seriøsitet til at få Frem på ret køl.

Frem skal fra næste sæson spille i 2. division.