Hverken AGF eller OB var i stand til at få hul på bylden, da de to mandskaber i eftermiddags tørnede sammen i Aarhus. Derfor sluttede opgøret, som det startede - med 0-0 på måltavlen.
Men skulle der have været en vinder, så skulle det have været de fynske gæster, mener Hans Henrik Andreasen.
- Vi var tættest på de tre point, selvom AGF måske har bolden mest, men vi står godt og har en god organisation hele vejen igennem. Det betyder, at de skal spille meget hurtigt for at komme forbi os. Så den ene del lykkedes, mens den offensive måske ikke gik helt ligeså godt. Vi lagde vægt på defensiven, og alligevel kom vi til chancerne, og det var egentlig rart nok, siger den blonde midtbanespiller til klubbens officielle hjemmeside.
OB er på femtepladsen i Superligaen.