Hjalte Nørregaard: Her arbejder alle for samme mål
Illustration
Superliga

Hjalte Nørregaard: Her arbejder alle for samme mål

Hjalte Nørregaard er kommet godt fra start i sin nye tilværelse som spiller i Vendsyssel FF.

Han har stadig kamprekorden i FC København, han har afgjort et mesterskab og spillet i Champions League, og så er han i alt noteret for 285 kampe i Superligaen for først FCK og senest AGF. Men nu venter der en ny og helt anderledes udfordring for den 33-årige midtbanespiller Hjalte Nørregaard, der havde kontraktudløb i AGF, og i sidste uge lavede en aftale på et halvt år med oprustende Vendsyssel FF.

For han er ikke det eneste store navn, der er kommet til Hjørring siden sommerpausen. På sidelinjen står cheftræner Ove Christensen (398 kampe i Superligaen), og inde på banen har han selskab af Chris Sørensen (297 kampe i Superligaen), Jesper Christiansen (245 kampe i Superligaen) og Ken Fagerberg (73 kampe i Superligaen), men hvorfor har ærkekøbenhavneren Hjalte Nørregaard valgt at fortsætte karrieren i Vendsyssel.

- Det er jo et spændende projekt, og så var jeg også nået til et punkt, hvor jeg trænger til at spille noget fodbold og forhåbentlig have det rigtig sjovt igen. Være med i et fællesskab hvor alle arbejder stenhårdt for at nå de samme mål. Det lød tiltalende og spændende, så jeg sagde ja tak, fortæller midtbanemanden i bilen mellem bopælen i Århus og arbejdet i Hjørring, som han foreløbig har en aftale med frem til nytår.

- Vi har lavet en seks måneders aftale, for så får jeg lige mulighed for at se, hvordan det hele fungerer, og hvordan det er i Vendsyssel. Også hvordan det fungerer med familien, og hvordan det er at køre op og ned hver dag. Der bliver jo lidt køretid, for Jylland er et stort land, men sådan er det. Nu kan jeg prøve at se, hvordan det er at være vendelbo, lyder det med et grin.

Han skiftede i fredags, debuterede i søndags og har allerede fået et godt indtryk af klubben og cheftræner Ove Christensen.

- Ove er jo en rutineret herre, som jeg har haft som modstander rigtig mange gange. Faktisk var han også U/18-landstræner, dengang jeg var U/18-spiller, så jeg har haft ham som træner før en kort overgang, dengang jeg gik fra dreng til mand. Men Ove kan et eller andet, og det kunne jeg også godt tænke mig at være en del af og opleve. Han er en farverig person, der er topengageret, så indtil videre har det været positivt, siger Hjalte Nørregaard, der også er blevet genforenet med den gamle FCK-keeper Jesper Christiansen, der straks får grinet tilbage i stemmen fra bilen, der er på vej gennem Limfjordstunnellen.

- Det er jo min gamle værelseskammerat, og han er også farverig. Han skaber noget godt humør og er en spradebasse, så det er sjovt at være holdkammerat med ham igen. Inden jeg skrev under, snakkede jeg selvfølgelig også lidt med ham omkring det hele, og han talte rigtig positivt om projektet, fortæller midtbanemanden, der fik en halv time på Tingbjerg Ground, hvor Brønshøj blev besejret søndag.

Vendsyssel FF topper efter fire spillerunder NordicBet Ligaen med 10 point for fire kampe. Søndag venter AC Horsens på udebane.