Hjemvendt EfB'er: Vi har trænet med resultatet for øje
Superliga

Hjemvendt EfB'er: Vi har trænet med resultatet for øje

Esbjerg skal i foråret ikke sprudle i boldmassage, men derimod knokle for at få de nødvendige point.

Med fem point ned til nedrykningsstregen og Hobro IK har Esbjerg fB et forspring at tære på med 15 kampe igen af Superligaen for de to klubbers vedkommende, men det kan hurtigt ændre sig, hvis Esbjerg starter dårligt og leder efter spillet.

Derfor har fokus i opstarten været resultatorienteret.

Det fortæller midtbanespiller Jesper Jørgensen, der i januar vendte tilbage til Esbjerg, hvor den professionelle karriere tog fart.

- De ting, vi har trænet, har været med et resultat for øje i forhold til stregen. Vi skal ikke ud og spille ligesom Barcelona. Hvert point er livsnødvendigt, siger Jesper Jørgensen til metroxpress.

Den 31-årige midtbanespiller er sammen med Ronnie Schwartz, Andreas Nordvik, Jesper Lauridsen og Nikolaj Hagelskjær de nye spillere, der er hentet til truppen i januar. Ligesom keeper Jeppe Højbjerg er vendt tilbage fra en lejeaftale.

Esbjerg gæster FC København i første forårsrunde i Superligaen søndag.