Hjulmand om Emre Mor: Helt ekstraordinært talent
Foto: tipsbladet.dk
Superliga

Hjulmand om Emre Mor: Helt ekstraordinært talent

Emre Mor leverer nogle ting, som Kasper Hjulmand ikke har set lignende før. Det fortæller træneren til Frederiksborg Amts Avis.

Offensivspilleren Emre Mor var den helt store oplevelse i Superligaens første forårsrunde. Den unge FC Nordsjælland-spiller drev gæk med Viborgs forsvar og stod også for en scoring i 1-1-kampen søndag eftermiddag, og siden har han været på alles læber. 

I FC Nordsjælland er man også imponeret over den unge knægt. Træner Kasper Hjulmand er således fuld af lovord om Emre Mor.

- Jeg vil så nødig stå og tale en ung knægt for meget op, men det er helt ekstraordinært. Vi ser nogle ting fra ham til træning, som jeg ikke har oplevet før, siger Kasper Hjulmand til Frederiksborg Amts Avis.

Emre Mor er endnu en usleben diamant, men Kasper Hjulmand ser et stort potentiale i spilleren.

- Han har stadig meget at lære, og sådan er det jo med de knægte. Men det rå talent, der kan noget, som ikke mange andre kan på vores breddegrader, det er der jo, siger Kasper Hjulmand. 

FC Nordsjællands næste kamp er på mandag, når modstanderen er FC Midtjylland.