Hobro forbereder sig til 1. division: Siger farvel til syv
Foto: Dannie Rosenkrantz/Hobro IK
Superliga

Hobro forbereder sig til 1. division: Siger farvel til syv

Syv spillere med kontraktudløb får ikke forlænget deres aftaler med Hobro IK.

Når den i næste sæson står på Bet25 Ligaen - i folkemunde 1. division - så bliver det uden Hans Henrik Andreasen, Michael Christensen, Mathias Bersang Sørensen, Rasmus Lynge Christensen, Gökcan Kaya, Anders Egholm og Thomas Hansen i Hobro-trøjen.

De syv har kontraktudløb, og nedrykkede Hobro har netop offentliggjort, at spillerne ikke får forlænget deres aftaler med Hobro. Dermed omstiller klubben sig også til livet i landets næstbedste række.

- Til alle spillere skal der fra klubben lyde en stor tak for indsatsen samt held og lykke i fremtiden, skriver Hobro IK i meddelelsen.

Hans Henrik Andreasen og Michael Christensen var kun i Hobro i et halvt år, mens Göckan Kaya fik en enkelt sæson. Thomas Hansen fik to sæsoner, Anders Egholm tre, mens Rasmus Lynge Christensen og Mathias Bersang var i klubben i en længere periode.

Kun Anders Egholm var af de syv regnet som stamspiller, men Egholm har været slemt plaget af skader i denne sæson.