Hobro håber på at sælge topscoreren til sommer
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Hobro håber på at sælge topscoreren til sommer

Superliga-topscorer Pål Alexander Kirkevold har kontraktudløb til sommer, men Hobro IK håber på at forlænge nordmandens aftale for så at sælge ham til sommer.

Den norske angriber Pål Alexander Kirkevold er Superliga-topscorer og har scoret i 10 Superliga-kampe i streg, og ikke overraskende er han blevet en spiller, som de i Hobro meget gerne vil forlænge.

Kirkevold har kontraktudløb til sommer, så Hobro risikerer at miste angriberen, hvis en forlængelse med Kirkevold ikke lykkes. Det er derfor en prioritet for sportschef Jens Hammer Sørensen, der har aftalt med Kirkevold, at parterne i december sætter sig ned og kigger på en forlængelse.

- Han skal selvfølgelig ikke blive her i al evighed. For os vil det være ideelt, hvis vi kan skyde ham af til sommer. Selvfølgelig med et transferbeløb til os. Det kræver, at han forlænger, og det er i den retning, jeg håber, at vi kan skrue noget sammen til gavn for os begge, siger Jens Hammer Sørensen til Ekstra Bladet.

Sportschefen kalder det for sin "største frygt", at Hobro går ind i januar uden en forlængelse på plads, så Kirkevold på det tidspunkt frit kan tale med andre klubber, fordi han har under et halvt år igen af sin aftale med klubben.

Hobro-angriberen var igen søndag på tavlen, da han scorede til 1-0 i  Hobros 4-0 sejr over FC Nordsjælland.

Kirkevold skiftede til Hobro i 2015 fra Sandefjord, men det er først i 2017, at han sådan for alvor har fået succes. I 2016 blev han udlejet til Sarpsborg, og på det tidspunkt lignede det ikke, at angriberen skulle blive et hit i Hobro og Danmark.