Hobro henter AGF-slider
Foto: Gregers Tycho/Polfoto
Superliga

Hobro henter AGF-slider

Kasper Povlsen skifter fra AGF til Hobro efter denne sæson.

Torsdag sikrede Hobro sig officielt overlevelse i Superligaen, og det er allerede blevet fejret med en forstærkning af truppen til den kommende sæson.

Hobro har således fredag offentliggjort, at klubben har skrevet kontrakt med Kasper Povlsen, der kommer til klubben fra AGF.

Povlsen er ellers blevet sat i forbindelse med SønderjyskE i løbet af den seneste tid, men det er altså Hobro, der har sikret sig spillerens underskrift.

- Kasper Povlsen er en spiller, som vi længe har haft på vores ønskeseddel, og derfor er vi stolte over, at det er lykkedes for os at tiltrække ham til vores klub. Han er en type, der bringer god energi, vilje og fight ind i spillet, og derfor passer han passer perfekt til vores hold. Kasper Povlsen er prototypen på en fodboldspiller i Hobro, siger Hobros sportschef Jens Hammer Sørensen.

25-årige Kasper Povlsen har skrevet under på en to-årig kontrakt, der løber frem til sommeren 2017.