Hobro lejer FC Midtjylland-back igen
Illustration
Superliga

Hobro lejer FC Midtjylland-back igen

Jesper Lauridsen har skrevet under på en ny halvårig lejeaftale med Hobro og træner allerede i eftermiddag med 1. divisionsduksene.

Venstre backen Jesper Lauridsen var i efteråret med til at spille Hobro op på en suveræn førsteplads i 1. division, men Lauridsen spillede kun i Hobro på en lejeaftale frem til nytår, og han startede derfor træningen op i FC Midtjylland i starten af januar.

Planen var, at han skulle spille sig ind på FC Midtjyllands hold, hvis Jesper Juelsgård blev solgt, men det er der intet, der tyder på, at han gør, og nu er Lauridsen så igen blevet lejet ud til Hobro.

- Jeg har lige været inde og skrive under på en lejekontrakt for resten af sæsonen, og så kører jeg til Hobro i eftermiddag, hvor jeg træner med for første gang i denne omgang. Glen har fortalt mig, at han har været tilfreds med det, jeg har leveret, men i samråd med ham er vi blevet enige om, at det er bedst, at jeg bliver lejet ud og får de her 15 kampe mere i benene inden næste sæson. Jeg ser frem til foråret, siger Jesper Lauridsen til tipsbladet.dk.

På sigt er det stadig hans plan at slå igennem i FC Midtjylland, hvor Jesper Juelsgård dog lige skal have udlandsdrømmen opfyldt, før der bliver plads til ham. Nu handler det i første omgang om at rykke op med Hobro, og så må han tage en ny beslutning til sommer.

- Lige nu har jeg mest lyst til at forsøge at slå igennem i FC Midtjylland, men der kan opstå en ny situation til sommer, hvis vi rykker op med Hobro. Det afhænger også fortsat af, hvad der sker med Juelsgård.

- Vi har et godt forspring i Hobro, og vi skal helt sikkert gå efter at rykke op. Vi har en god trup, og vi skal gå ud og præstere på et højt niveau igen i foråret. Jeg tror på, at det kan lade sig gøre, men Horsens og Silkeborg SKAL rykke op, mens vi godt kan leve med ikke at gøre det. Så jeg vil altså stadig sige, at de er favoritter. Jeg håber bare, vi kan snyde én af dem, siger Jesper Lauridsen.

Hobro fører 1. division med syv point ned til Horsens og ni point ned til Silkeborg på tredjepladsen.