Hobro-profil efter afklapsning: Vi kan ikke se os selv i øjnene
Hobro IK ligger stadig på andenpladsen i Superligaen, og Pål Alexander Kirkevold er nu alene i front på topscorerlisten. Alligevel er alt ikke fryd og gammen i det himmerlandske efter runde ni.
Holdet tabte søndag 5-1 til FC Midtjylland, og midtbaneprofilen Vito Hammershøy-Mistrati mener, at kampen viser, at Hobro stadig har et stykke op til de bedste hold i landet. Det var dog ikke kun midtjydernes styrke, der gjorde udslaget i storsejren, det var også Hobros mangler.
- Jeg står med en meget flad fornemmelse, og jeg synes ikke rigtigt, at vi kan se os selv i øjnene efter den præstation. Vi var slet ikke gode nok, siger Vito Hammershøy-Mistrati til Nordjyske.
Midtbaneprofilen mener især, at FC Midtjylland var fysisk stærkere end oprykkerne, der i første halvleg ikke var "i stand til at sætte tre sammenhængende afleveringer sammen".
Hammershøy-Mistrati og resten af Hobro-mandskabet kan dog glæde sig over, at de i hvert fald hold fast i andenpladsen indtil næste spillerunde. Kun FC Nordsjælland-AGF mangler i runde ni, og her kan AGF ikke hente Hobro, mens FCN allerede ligger foran.