Hobro tørner ud i Dortmundtrøjer næste sæson
Foto: Dannie Rosenkrantz/Hobro
Superliga

Hobro tørner ud i Dortmundtrøjer næste sæson

Hobro og Puma har ladt sig inspirere af Dortmund i udviklingen af den kommende sæsons spilletrøjer.

Hobro var i sidste sæson nyoprykkere i Superligaen, men det tog dem ikke længe om bide sig fast i landets bedste række. Nu har klubben præsenteret næste sæsons spilletrøjer, hvor man i samarbejde med Puma har fundet frem til et design.

I mange sæsoner i træk har designet været det samme for Hobro, der har spillet i gule trøjer, blå shorts og blå strømper, mens man på udebane har spillet i helt hvidt med en tværgående blå stribe på trøjen. Men det er overstået nu.

Klubben skriver i forbindelse med præsentationen, at de har ladt sig inspirere af Bundesligaklubben Dortmund med horisontale blå og gule striber. Det kunne også godt minde om nogle trøjer Parma har spillet i med den cyber-gule og navy-blå farve.

Selv er Hobro-anfører Mads Justesen, som også agerer model på billedet glad for de nye trøjer.

- Jeg synes, at det er en rigtig flot hjemmebanetrøje, at vi har fået. Jeg deltog i sidste uge i tv-optagelser til en ny Superliga-intro, og trøjen vakte stor opsigt blandt mine kolleger fra de andre superligaklubber. Det bliver fantastisk at præsentere trøjen for flere hundrede fans og sponsorer i dag, siger Mads Justesen.

Første gang Hobro kan komme i kamp i Superligaen med de nye trøjer er 19. juli, når de kommer på besøg i Odense, når de møder OB.