Hobro-træner: Nu er vi et etableret Superliga-hold
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Hobro-træner: Nu er vi et etableret Superliga-hold

Hobros cheftræner Jonas Dal jubler over 1-0-sejren over Brøndby.

Hobro fuldendte sit hattrick af sejre over Brøndby søndag aften, da nordjyderne vandt 1-0 på den restaurerede plæne på Brøndby Stadion. Det betyder, at Hobro nu er oppe på 37 point og kun har et point op til en tredjeplads, der både vil give bronzemedaljer og europæisk deltagelse. 

Hobros cheftræner Jonas Dal er af gode grunde en glad mand. 

- Jeg er rigtig, rigtig stolt over den her sejr. Nu er vi et etableret superligahold, og der er ikke længere nogen, som kan undervurdere os, siger Jonas Dal til Nordjyske Stiftstidende.
 
Han ser stort potentiale i Hobro-truppen. 
 
- Vi når hele tiden nye højder. Det her var et kæmpestort skridt på vejen til at opnå nogle ting, som vi ikke havde troet muligt. Hvis vi bliver ved med at arbejde på den her måde, hvor vi udelukkende fokuserer på den næste kamp, så kan vi også komme endnu længere, siger han. 
 
Hobro spiller mod FC Midtjylland i kommende spillerunde.