Video : Tipsbladet
Superliga

Højdepunkter: Lukas Fernandes reddede SønderjyskE-sejr i OB-nedtur

Se højdepunkterne fra SønderjyskE-sejren over OB.

Sidste sæsons sølvvindere i Superligaen er næsten klar til en ny kamp om medaljer. Søndag eftermiddag tog SønderjyskE således et stort skridt mod en sikker plads i top seks med en sejr, der var lige så smal som Simon Poulsen i EM-kampen mod Portugal i 2012.

I en kamp, hvor OB dominerede det meste af spillet og havde en høj boldbesiddelsesprocent, var det SønderjyskE, der var mest effektiv og vandt 1-0. Dermed kan sønderjydernes plads i top seks kun komme i fare, hvis AaB vinder over FC Midtjylland mandag aften.

Det var SønderjyskE-stopperen Marc Pedersen, der åbnede ballet med at score efter et hjørnespark, hvor overmatchede OB’s Izunna Uzochukwu fysisk og moslede bolden i mål bag en tøvende Sten Grytebust efter ni minutters spil. Dermed tog SønderjyskE et skridt mod den plads i top seks, der kunne sikres med en sejr, mens de fynske værter blev presset til at komme frem på banen.

De fik imidlertid også pladsen. En 1-0-føring er guf for SønderjyskE, der alle dage har været dygtige til at spille henholdende med farlige kontrastød til følge. Derfor gjorde det næppe Haderslev-mandskabet noget, at OB havde meget boldbesiddelse efter kampens første scoring. Det blev nemlig ikke rigtig farligt i en generelt rodet første halvdel af første halvleg, og kun Rasmus Festersen havde et par løse muligheder.

OB fik dog bedre fat i spillet og havde stort spillemæssigt overtag, men SønsderjyskE’s forsvarspanser var vanskeligt at nedbryde for fynboerne. Det var som om, at den sidste genialitet eller pasning manglede, for Haderslev-klubben forsvarede sig godt. Til gengæld var sønderjyderne sjældne gæster på OB’s banehalvdel, men det så ikke ud til at genere folkene fra grænselandet.

Overtaget til hjemmeholdet blev imidlertid større og større, og mest nærgående forsøg kom få minutter før pausen, da Izunna Uzochukwu bragede bolden mod mål fra distancen, men han måtte se sin afslutning parreret af en flyvende Lukas Fernandes i SønderjyskE-målet. En stor redning af målmanden.

SønderjyskE kunne dog godt svare igen, og Troels Kløve burde have bragt SønderjyskE foran med 2-0, da han et minut inde i anden halvleg blev spillet helt alene med OB-målmand Sten Grytebust. Den norske keeper diskede dog op med en parade af høj karat og bevarede spændingen i opgøret.

Det ændrede imidlertid ikke kampbilledet synderligt. OB var stadig mest i boldbesiddelse, mens SønderjyskE lurede på giftige kontrastik. Dog var der langt mellem de store scoringsmuligheder i anden halvleg, og kampen udviklede sig til en kedelig affære. Fynboerne virkede desuden efterhånden frustrerede over, at SønderjyskE-spillerne ofte tog sig god tid til at afvikle dødbolde, indkast og målspark.

Efterhånden blev det en kamp mod uret for OB, mens SønderjyskE blev ved med at slå spillet og kamprytmen i stykker, og hjemmeholdet havde svært ved at skabe chancer mod de bravt kæmpende gæster. SønderjyskE var tættest på en scoring ved Nicolaj Ritter, der ramte stolpen kort før slutfløjt, men det blev ved den ene scoring og et slutresultat på 0-1.

Dermed endte opgøret med en sejr til udeholdet, der er tæt på en sikker top seks-placering, mens der venter OB en inciterende kamp mod AGF i næste runde, hvor der er vigtige point på spil før nedrykningsslutspillet.

HØJDEPUNKTERNE FRA KAMPEN FÅR DU ØVERST I ARTIKLEN.