Superliga

Hollændere afviser Krohn-Dehli

Den hollandske klub Groningen vil ikke have Michael Krohn-Dehli, der ellers gennem længere tid er sat i forbindelse med et skifte dertil.

Hollandske Groningen har gennem de seneste uger været en af de klubber, Brøndbys danske landsholdsspiller Michael Krohn-Dehli er blevet sat i forbindelse med. Onsdag kom der imidlertid lidt mere kød på sagen. Det hollandske website

soccernews.nl

skrev her historien om, at Groningen ønsker en byttehandel med Brøndby. En byttehandel, der sender Michael Krohn-Dehli til Groningen, mens den hollandske klub til gengæld sender den tidligere FC Midtjylland-profil, midtbanespilleren Oluwafemi Ajilore, til Brøndby.

Læs også: Krohn-Dehli klar til skifte

I Groningen kender man imidlertid intet til en interesse i Michael Krohn-Dehli. Danskerklubben, der har Thomas Enevoldsen og Nicklas Pedersen i truppen, har allerede hentet de spillere ind, som skal forstærke holdet i den kommende sæson.

- Det er ikke sandt, at vi vil have Michael Krohn-Dehli. Vores trup er komplet forud for den kommende sæson. Vi skal ikke have flere ind, siger Richard van Elsacker, der er talerør for Groningens tekniske direktør Hans Nijland, til tipsbladet.dk

- Selvfølgelig er han en spiller, vi kender. Han har spillet i Ajax. Men det er ikke en spiller, der figurerer i vores planer, fortsætter Elsacker.

Planerne om en byttehandel er dermed heller ikke aktuelle for Groningen, der i sidste sæson blev nummer fem i den hollandske liga. Og heller ikke Oluwafemi Ajilore - med kælenavnet Femi - ligner en mand på vej væk fra klubben.

- Vi har ikke haft kontakt med eller på nogen måde hørt fra en klub med interesse i Femi, forklarer Richard van Elsacker.

26-årige Femi har spillet for Groningen, siden han for tre år blev solgt fra FC Midtjylland for over 20 millioner kroner. Brøndby leder efter en central midtbanespiller, og nigerianeren, der har to år tilbage af sin kontrakt i Holland, kunne ligne et realistisk bud. Men de blå/gule er endnu ikke kommet ud af busken.

Når det gælder Michael Krohn-Dehli ville Groningen - selv med en interesse i spilleren - få mere end svært ved at hente ham til det nordlige Holland. Ifølge tipsbladet.dk's oplysninger kræver Brøndby hele 30 millioner kroner for landsholdsspilleren, der næppe heller ser Groningen som et skridt opad i karrieren.