Holmstrøm: Vi har da hørt jer, Brøndby
Illustration
Superliga

Holmstrøm: Vi har da hørt jer, Brøndby

Niels-Christian Holmstrøm griner af Brøndby i denne uges udgave af Tipsbladet.

Efter at have været helt nede i mudderet og vende er Brøndby på vej tilbage til toppen af dansk fodbold, hvor de blå-gule atter vil tage kampen op mod arvefjenderne fra FC København og de øvrige hold i den bedste halvdel af Superligaen. Med den tidligere FCK-boss Aldo Petersen i spidsen er der sket ting og sager på den københavnske Vestegn, og målet er, at der snart skal mesterskaber i hus i Brøndby igen.

I FC København har man for nylig meldt ud, at man fremover vil satse endnu mere på fodbolden end tidligere, og derfor vil de danske mestre købe spillere fra en hylde, der hidtil har været lukket land for danske klubber. En københavnerkrig er på trapperne.

Niels-Christian Holmstrøm, tidligere sportschef i FCK og nuværende næstformand i Parkens bestyrelse, tager dog konkurrencen fra Vestegnen med ophøjet ro.

- Vi hører retorikken fra Vestegnen, og selvom den indtil videre lyder mest som professor Tribini [en dansk gøgler og entertainer fra midten af 1900-tallet, der kaldte sig selv professor], så har vi også fået sportslige udfordringer fra FC Midtjylland og AaB. Vi lægger os ikke bare ned og tager to-tre mellemår. Vi vil beskytte vores brand og leve op til det, vi står for. Vi har længe drøftet ændring i vor strategi og nu er det tid at handle, siger Holmstrøm til Tipsbladet og tilføjer:

- Vi hilser iøvrigt konkurrencen velkommen. Det holder os skarpe. Men man kan ikke snakke sig til det. Selv ikke med en spindoktor, ham den samme, som Bjarne Riis havde, dengang han stadig sagde, at han aldrig havde testet positiv? Skal vi ikke bare lade den stå der.

FC København står foran et spændende transfervindue, hvor klubben har proklameret forstærkning, og på rygteplan har spillere som Peter Ankersen, Kasper Kusk og Petter Andersson været nævnt, uden at der dog på nogen måde har været noget konkret. Fælles for disse tre er, at de er store profiler i andre Superliga-klubber end FCK. Og det gør dem bare endnu mere interessante, fastslår Niels-Christian Holmstrøm.

- Det kan være en rigtig fin strategi at købe modstanderens tre-fire bedste spillere. Det kan være, de ikke dur, men så spiller de ikke for modstanderen. Desværre er det ikke bare sådan, at man selv kan vælge den og den spiller. Det er ikke som i Football Manager, nogle gange siger den anden klub, at de ikke vil sælge til os. Spilleren kan også have andre prioriteter. Der er mange tandhjul, der skal ramme hinanden, for at en fodboldtransfer går igennem, siger han.

Læs hele det store interview med Niels-Christian Holmstrøm i Tipsbladet, som udkommer sammen med Ekstra Bladet i dag, fredag.