Horsens fik ønskespilleren Thorsen: Jagter fem nye mere
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Horsens fik ønskespilleren Thorsen: Jagter fem nye mere

Bo Henriksen glæder sig over at få tilgang af Jonas Thorsen, men AC Horsens-manageren mangler stadig en del nye spillere.

Han havde egentlig udtrykt ønske om at skifte til udlandet, men Jonas Thorsen kan nøjes med at rejse 85 kilometer sydøst, når han møder til træning i sin nye klub. Tidligere onsdag blev han præsenteret i AC Horsens. 

Det er manager Bo Henriksen, der har hentet Viborg-spilleren til Horsens, og han glæder sig stort over tilgangen. Han mener endda, at han kan få noget ud af at flytte Thorsen væk fra backen.

- For mig er Jonas Thorsen en ønskespiller, og jeg tror på, at jeg kan skabe en endnu bedre version af Jonas Thorsen ved at bruge ham på midtbanen, siger Bo Henriksen til Viborg Stifts Folkeblad.

På trods af tilgangen fra Thorsen er Horsens langt fra færdige på transfermarkedet i denne sommer. Henriksen mangler stadig fem spillere, før hans trup er komplet forud for næste sæson i Superligaen.

- Første prioritet er at finde en ny målmand. Desuden skal jeg have to nye backs, en offensiv spiller og en udviklingsspiller, siger Bo Henriksen. Jeg har 16 markspillere på kontrakt nu, og der er ikke kommet tilbud på hverken Kjartan Finnbogason eller Bubacarr Sanneh. Jeg regner med, at alle 16 spiller for os i den kommende sæson, siger han.

Jonas Thorsen, Bo Henriksen og resten af Horsens-holdet spiller premierekamp i Superligaen, når de møder AGF på udebane fredag den 14. juli.