Horsens henter filippinsk venstre back
Foto: AC Horsens
Superliga

Horsens henter filippinsk venstre back

Landsholdsspiller fra Filippinerne er blevet hentet til AC Horsens, hvor han er Frederik Møllers erstatning.

Frederik Møller har meldt ud, at han stopper i AC Horsens om et par dage, hvor aftalen med den østjyske klub udløber, og Bo Henriksen har ageret hurtigt i sin søgen efter en erstatning.

Således kan klubben på sin hjemmeside fortælle, at venstre back Daisuke Sato er hentet til AC Horsens på en kontrakt, der gælder for tre år.

Backen, der er 170 centimeter høj, har 32 landskampe for Filippinerne, og han er stadig blot 22 år.

Bo Henriksen er godt tilfreds.

- Sato er en spiller, vi har kigget på rigtig længe og kæmpet for at få til klubben, så vi er stolte over og glade for, at det er lykkes. Det har været vigtigt for os at styrke vores venstre back-position, hvor vi i forvejen har en stærkt spillende Thomas Kortegaard, så nu er vi godt i mål på den position. I forhold til de referencer vi har fået og de kampe, vi har gransket rigtig meget, så får vi en uhyre dygtig spiller med en sindssyg god teknik, og han er fremragende mand til mand defensivt og offensivt. Vi glæder os til at se ham i den gule trøje, og han har rigtig gode forudsætninger for at lykkes, siger Bo Henriksen i en pressemeddelelse.

Sato glæder sig itl at komme i gang med tiden i Danmark.

- AC Horsens er en god og ambitiøs klub med dygtige spillere, kompetente folk omkring holdet og en passioneret manager, der har imponeret mig. Jeg har forhørt mig omkring klubben, og jeg har kun hørt gode ting. Det har altid været en drøm at prøve kræfter med en større liga, og AC Horsens er et perfekt step for mig, fortæller Daisuke Sato.

Venstrebacken kommer fra rumænske CSM Politehnica Iași, som han var på kontrakt hos i sidste sæson.