Horsens-kaptajn: Vi har mere i os

Det kører i olie for AC Horsens, der indtager Superligaens tredjeplads. Men der er mere i de stærkt spillende østjyder, lover anfører Niels Lodberg.

Der var næppe mange, der inden sæsonen havde regnet med, at AC Horsens ville ligge nummer tre i Superligaen tre måneder inde i sæsonen. Men det er lige præcis hvad østjyderne gør. Søndag var holdet mere end overbevisende, da SønderjyskE blev besejret med hele 4-1 i Haderslev.

- Vi har bygget stille og roligt på vores spil. Det er forklaringen på vores succes. Vi står stadig godt på banen, men vi er blevet bedre med bolden. Det manglede vi før. Men nu har Johnny (Mølby, red.) været her i længere tid, og det er ved at bære frugt, fortæller AC Horsens-anfører Niels Lodberg til tipsbladet.dk.

Kaptajnen har været i den østjyske klub siden 2004, og han har svært ved at erindre, at det tidligere har været sjovere at iklæde sig den gule spilledragt.

- Det er fantastisk at være en del af AC Horsens for tiden, bedyrer Lodberg, der er en del af det stærkeste hold, klubben har haft i de syv år, han har spillet for østjyderne.

- Det er altid svært at vurdere, men i takt med at vi har bygget på vores spil, synes jeg, vi har fået det bedste hold i den tid, jeg har været i klubben. Også rent navnemæssigt, fortæller den 30-årige midterforsvarer.

Udover en ny boldbesiddende spillestil er et godt kollektiv med stærke præstationer over hele linjen hemmeligheden bag succesen i AC Horsens. En succes, som måske kan drive østjyderne langt. Men hvor langt er svært at sige.

- Vi vil allesammen gerne drive det så vidt som muligt, men der vil stadig komme udsving i vores spil og resultater. Alt i top 6 vil være godt fos os, og så vil hvert skridt derover være en stor succes for os, siger Lodberg, der lover, at gassen ikke går af den gule ballon.

- Vi har ikke overpræsteret, og vi har mere i os, slår han fast.

AC Horsens mister tredjepladsen og rykker ned som Superligaens nummer fire, hvis FC Nordsjælland får point i aftenens kamp mod FC København.

Seneste nyt på tipsbladet.dk