Superliga

Horsens tester senegaleser i angrebsjagt

19-årige Samba Niassie prøvetræner i Horsens, men han er ikke løsningen på Horsens' angrebsjagt

Den 19-årige angriber Samba Niassie fra Senegal træner lige nu med Horsens for at tilspille sig en kontrakt i den østjyske klub.

Det er ingen hemmelighed, at Horsens er på jagt efter en angriber, men selvom Niassie kan spille den position, er han ikke løsningen på målmager-jagten. Det skriver Horsens Folkeblad.

- Vores kontakter har anbefalet Samba Niassie. Allerede i foråret skulle han have været til prøvetræning, men det glippede. Vi skal se på hans fodboldfærdigheder og vurdere, om han kan være med bl.a. i forhold til den intensitet, vi spiller med i dansk fodbold, siger Jesper Hansen til avisen.

Han bekræfter således, at Horsens stadig leder efter en kompetent angriber, der kan indgå i startopstillingen.

- Alle i Superligaen vil gerne have en angriber, og der er rift om de gode af slagsen. Vi skal bruge en, der med det samme kan forstærke truppen, og dem er der ikke mange af, siger Jesper Hansen.

Horsens spiller i øvrigt Europa League-kvalifikationskamp i aften mod Elfsborg.