Horsens tog sejren i chancefattig kamp mod EfB
Foto: Tobias Nicolai/Polfoto
Superliga

Horsens tog sejren i chancefattig kamp mod EfB

De nye drenge i Superligaen fra AC Horsens tog tre vigtige point i kampen mod EfB, hvor oprykkerne bestemt ikke brillerede

Esbjerg havde inden kampen mod AC Horsens ikke vundet i fem Superliga-kampe, og denne lørdag blev det til den sjette kamp uden sejr og dermed et hak mere i dybet på sidstepladsen, da de tabte med 0-1 ude mod Horsens.

Det var en kamp, som længe så ud til at skulle blive uden scoringer, da begge hold udmærkede sig med at have store problemer offensivt, som også betød, at der skulle gå over en time før, der rigtigt blev åbne chancer. Før det var samtlige muligheder resultatet af dødbolde eller uskarpt opspil, som endte i sandet.

Derefter var det først EfB, der var farlige ved Hagelskjær, som kom frem med et skud med venstrebenet, men Dannevang i Horsens-målet reddede. Kort efter var det så André Bjerregaard for Horsens i den anden ende, som var tæt på, da Peter Nymann fandt ham foran mål. Skuddet gik dog forbi forreste stolpe.

Efter det var det blot en lille fejl fra Horsens-målmand Dannevang, da han sparkede en tilbagelægning lige ind i en EfB-angriber, hvor bolden røg tilbage og lige forbi mål. Det måtte have givet et sug i maven hos AC Horsens-fansene, men de kunne ånde lettet op.

Derefter kom udskiftningen, som afgjorde kampen. Horsens' topscorer i sidste sæson, Kjartan Finnbogason, kom på banen, og han skulle ikke bruge lang tid på banen før han var farlig i feltet.

Med 10 minutter tilbage af den ordinære spilletid var han nemlig på pletten, da Esbjergs målmand Jeppe Højbjerg gav en returbold ud i feltet, hvor Horsens-indskifteren fik hovedet på og bragte Den Gule Fare foran.

Det holdte kampen ud, da EfB fortsat havde svært ved at få scoret, og deres krise fortsætter dermed. Omvendt er Horsens nu 10 point foran dem.