Hvilsom: Det var ventet, jeg skulle være Messi
Superliga

Hvilsom: Det var ventet, jeg skulle være Messi

Mads Hvilsom var omgivet af enorme forventninger i en meget ung alder. Nu reflekterer han over tiden som purung debutant i Superligaen.

Mads Hvilsom var kun 16 år, da han debuterede for FC Midtjylland i Superligaen, og forventningerne til offensivspilleren var tårnhøje, da han dengang i april 2009 blev indskiftet i et opgør mod AC Horsens.

Disse forventninger har den nu 23-årige Hvilsom ikke kunnet indfri, men han har alligevel haft en udmærket karriere. For nyligt er han skiftet til norske Brann, og her kan han gøre status over de enorme forventninger, der var til ham i en meget ung alder.

- Det var nok ikke rigtigt. Jeg burde have spillet ungdomsfodbold og taget skridtet gradvis. At blive en offentlig person så tidligt ville jeg gerne have været foruden. Når jeg ser tilbage på den 16-årige, nu hvor jeg er fyldt 23, tænker jeg, at han er meget ung. Jeg blev omgivet af pres og opmærksomhed fra fans. Der var for mange ting, jeg måtte tage stilling til, som ikke handlede om fodbold. Kunne jeg skrue tiden tilbage, havde jeg taget det mere stille og roligt, siger Mads Hvilsom til adressa.no og fortsætter:

- Jeg tænkte ikke selv, at jeg var så god, men jeg fik et pres på mig, som var vanskeligt at tackle. Det er først som senior, man bør føle et sådant. De gange, jeg var med på U19-holdet, forventede alle, at jeg skulle score fem mål og hele tiden blive bedre og bedre. Det var ventet, at jeg skulle være Messi – og det var jeg overhovedet ikke.

Brann har lejet Mads Hvilsom i tyske Eintracht Braunschweig.